Tags
Jeg-slår-mig-selv-i-knolden-indlæg. Så er du advaret.
Kender I det, at der er nogle ting man gør – eller ikke gør – og man tænker ved sig selv, at dét der, det er jeg bare ikke tilfreds med og det må jeg ændre. VIL ændre. Og så bliver det bare ikke til særlig meget?
Jeg har en enkelt af de der på hånden idag.
Min ældste veninde, som jeg kender helt tilbage fra de små klasser i folkeskolen, står i en svær situation lige pt. – og af en eller anden uforklarlig årsag kan jeg bare ikke finde ud af, at være der for hende. Ikke på den måde, jeg gerne VIL være der for hende. Min intention er selvfølgelig, at være den støttende, lyttende og opbakkende veninde – at hun skal føle, at hun kan støtte sig op ad mig i en forvirrende og kedelig tid. Min handling viser bare det helt modsatte, hvilket jeg virkelig er ked af.
Det er på sin vis “nemt” at ignorere den dårlige samvittighed, så længe jeg ikke tænker for meget over det. For hun bor langt væk og vi ses ikke særlig ofte, så vores kontakt sker via telefon og sms’er. I forvejen har vi ikke snakket særlig meget i telefon sammen, for jeg – vil jeg stærkt erkende – har ikke gidet at snakke i telefon. Med nogen, vel at mærke.
Min frygt er lige nu, at hun simpelthen ignorerer mig. Har ringet 2 gange i denne uge, men hun har hverken besvaret eller returneret mine opkald. Det er snart 14 dage siden, vi skrev sammen på sms, hvor hun udtrykte, at hun stadig ikke vidste, hvordan hun skulle gribe tingene an. Så mellem linjerne kunne jeg jo forstå, at hun har brug for støtte.
Hvorfor i alverden griber jeg så ikke bare telefonen og får fat i hende?
Well, det har jeg så også gjort, men noget senere end min intention var og er… og ja, nu besvarer hun ikke mine opkald.
Hun er ikke altid god til at vende tilbage, når jeg har ringet, så på den måde er jeg ikke så urolig. Det er sket før og når vi så endelig har fået fat på hinanden, har hun undskyldt. Men som sagt, denne gang tror jeg bare, der ligger mere i det. Måske fordi jeg selv ville blive ret skuffet, hvis min nære veninde ikke sprang til uden jeg skulle bede hende om det. Så jeg kan GODT forstå, hvis hun er skuffet.
Vejen ud af denne skuffet-over-mig-selv-hed er indlysende: at sende hende en sms eller mail og give udtryk for all of the above.
Denne gang må jeg handle på min intention.
Edit: nu har jeg sendt hende en sms og skrev bl.a. undskyld. Gotta count for something.