For Christ Sake

Jeg har de sidste par timer udskudt og gået rundt om den varme grød – for denne dag er sat af til afslutning af fotoprojekt og der til hørende aflevering af et sæt billeder til en bekendt/tidligere kollega. Alt har været fint og hyggeligt. Jeg havde lovet – og den ligger da også på mig – at billederne ville blive afsluttet torsdag i sidste uge, så ja, my bad!

Men personen får de her 10 redigerede billederne plus fotosessionen selvfølgelig – plus timer til udvælgelse – for et latterligt lille beløb. Og så beder hun om nedslag i prisen pga. lang ventetid. No way. Noooo way. Jeg bliver helt dårlig ved tanken om at afvise det, for jeg kan da godt forstå det er irriterende. Men hun har ingen deadline, intet der står og venter på de her billeder. Nothing. Det hun skal bruge dem til ligger x antal måneder ude i fremtiden, så der er intet hun taber ved at vente et par dage ekstra. JEG kunne have ladet være med at love at hun fik billederne dagen efter. Never gonna do it again. Men jeg gider virkelig ikke hænge på dårlig samvittighed. Argh!

Det er fisme da også irriterende, at min præstationsangst skal ende i sådan noget 😦 Det gør mig ikke ked, at hun bliver en “utilfreds kunde” (hvis det er dér hun er), men det gør mig ked, at jeg endnu en gang udskyder og kommer med alle mulige grunde til IKKE at gå i krig med det, der skal laves, fordi jeg er bange for at fejle. Og hvad kommer der ud af det?? Jeg fejler!

Nu lader jeg lige som om, at jeg har total styr på de billeder og får dem afsluttet og sendt afsted. Og så har hun bare at sende det fulde beløb!!!

Advertisements

I Venteposition

For at starte, hvor jeg sluttede sidst, så var det slet ikke så slemt med min veninde. Tingene er heldigvis blevet bedre for hende og oveni havde vi et par rigtig hyggelige dage – os og ungerne – da de var på besøg en weekend 🙂

Tingenes tilstand hos mig er lidt frustrerende om end mere positive end længe.

For nogle uger siden sendte jeg en ansøgning med henblik på, at blive optaget på en slags uddannelse. Jeg vidste, at jeg skulle høre fra dem inden for x antal dage og da de dage var gået, sendte jeg en mail til dem, for at høre hvad status var. Det var en fredag, så da arbejdsdagen var slut og jeg stadig ikke havde hørt fra dem, var jeg noget bitter, for der var intet andet at gøre end at vente på, at det blev mandag, hvor jeg kunne ringe dem op og brøle lidt ad dem….

Så langt nåede jeg dog (heldigvis) ikke, for mandag formiddag blev jeg ringet op af dem og fik at vide, at min sag ville blive behandlet som en “prioritet 1”, fordi man gerne så, at jeg startede på det hold, som begynder i uge 43. Dvs om 2 uger. Yaiks.

Jeg er sådan en, der helst skal have lidt tid, til at vænne mig til ting. Især når det indebærer noget med en masse andre mennesker. Men nu må vi se. Det er i skrivende stund 2 dage siden jeg snakkede med dem og jeg har ikke hørt fra dem siden, hverken på telefon eller mail. Det kan jeg godt blive lidt træt af, for hvis jeg skal starte om under 2 uger, så er der altså run på, med at få min ansøgning igennem den her proces!!

Jeg er bare så træt af, at være i en venteposition, især når jeg har sendt hvad jeg har kunne sende, ud i universet. Så kan jeg stå her og banke med pegefingerneglen og tælle uger, dage, minutter, sekunder – indtil der sker et eller andet, som bringer mig videre i mit liv.

Jeg sigter efter en færdig  uddannelse, som jeg kan bruge til at søge et rigtig voksen-job med udfordringer og en fast månedsløn, som hjælper vores lille familie på rette vej mod et normalt familieliv med ok økonomi. Næste sigte er så, at økonomien bliver god nok til, at jeg kan få min lille business op at stå! Men det tager tid! Så jeg er jo bare utålmodig efter at komme igang og en  lille smule præstationsangst med de sociale udfordringer, der er i det. Gotta do it. Gotta grab it. Bliver jo så godt i sidste ende 🙂

Things, that makes me go….uurggh! Part uno.

Tags

, ,

Jeg-slår-mig-selv-i-knolden-indlæg. Så er du advaret.

Kender I det, at der er nogle ting man gør – eller ikke gør – og man tænker ved sig selv, at dét der, det er jeg bare ikke tilfreds med og det må jeg ændre. VIL ændre. Og så bliver det bare ikke til særlig meget?

Jeg har en enkelt af de der på hånden idag.

Min ældste veninde, som jeg kender helt tilbage fra de små klasser i folkeskolen, står i en svær situation lige pt. – og af en eller anden uforklarlig årsag kan jeg bare ikke finde ud af, at være der for hende. Ikke på den måde, jeg gerne VIL være der for hende. Min intention er selvfølgelig, at være den støttende, lyttende og opbakkende veninde – at hun skal føle, at hun kan støtte sig op ad mig i en forvirrende og kedelig tid. Min handling viser bare det helt modsatte, hvilket jeg virkelig er ked af.

Det er på sin vis “nemt” at ignorere den dårlige samvittighed, så længe jeg ikke tænker for meget over det. For hun bor langt væk og vi ses ikke særlig ofte, så vores kontakt sker via telefon og sms’er. I forvejen har vi ikke snakket særlig meget i telefon sammen, for jeg – vil jeg stærkt erkende – har ikke gidet at snakke i telefon. Med nogen, vel at mærke.

Min frygt er lige nu, at hun simpelthen ignorerer mig. Har ringet 2 gange i denne uge, men hun har hverken besvaret eller returneret mine opkald. Det er snart 14 dage siden, vi skrev sammen på sms, hvor hun udtrykte, at hun stadig ikke vidste, hvordan hun skulle gribe tingene an. Så mellem linjerne kunne jeg jo forstå, at hun har brug for støtte.

Hvorfor i alverden griber jeg så ikke bare telefonen og får fat i hende?

Well, det har jeg så også gjort, men noget senere end min intention var og er… og ja, nu besvarer hun ikke mine opkald.

Hun er ikke altid god til at vende tilbage, når jeg har ringet, så på den måde er jeg ikke så urolig. Det er sket før og når vi så endelig har fået fat på hinanden, har hun undskyldt. Men som sagt, denne gang tror jeg bare, der ligger mere i det. Måske fordi jeg selv ville blive ret skuffet, hvis min nære veninde ikke sprang til uden jeg skulle bede hende om det. Så jeg kan GODT forstå, hvis hun er skuffet.

Vejen ud af denne skuffet-over-mig-selv-hed er indlysende: at sende hende en sms eller mail og give udtryk for all of the above.

Denne gang må jeg handle på min intention.

Edit: nu har jeg sendt hende en sms og skrev bl.a. undskyld. Gotta count for something.

Tidligt op og tidligt i seng…

Nå, men så var jeg lige pludselig sådan en, der gik i seng før kl. 22.

21.30 er det mere præcist.

Og det er ret sandsynligt, at det ikke er en vedblivende ting, det der med at gå tidligt i seng, for
1) jeg er b-menneske.
2) min forståelse af mig selv ligger i skrivende stund på et meget lille sted, så det er muligt jeg vender tilbage til
Mit b-menneske-jeg allerede imorgen!

Der skete også noget andet mærkeligt til aften.

Jeg kedede mig!

??

I never do that! Altså, efter tullen kom og tog al min tid og overskud og dagligdagen fik for få timer.
Bevares, der var vasketøj og andre sjove ting, men ikke engang Dårlig Samvittighed nagede, så jeg lod det være. Bare lige sådan.

Så nu ligger jeg i min seng.

Ikke specielt træt eller noget.

Jeg har ro i mit hovede. Ro. Aaaaaaahhh! Ro, I LOVE YOU!

20130923-214222.jpg

Alternative veje

Tags

, ,

Fik en god snak med min svoger idag omkring det med negative familiemønstre. Kom til at “afsløre” noget af det, som giver problemer i mit og Cs forhold, men jeg stoler på, at han holder tæt og ikke siger noget til C om vores snak.
Vi snakkede nu også mest om ham selv (J) og han fortalte, at han for en del år siden brugte 8 måneder på et selvudviklingskursus, hvor han fik dealet med en masse af det, som han havde med i bagagen fra sin opvækst og fra sin families mønstre.

Jeg blev ret imponeret og ret nysgerrig på, at undersøge den her metode nærmere, som han fortalte om. Familieopstilling.

Vil også prøve at foreslå det for C uden at have nogen forventning om, at han har lyst.

Jeg selv kunne også have gavn af det.

Worth trying.

Prik prik prik

Tags

, ,

Kunne ikke finde på en overskrift – ihvertfald ikke en der lød pæn. Jeg var mere hen i noget med nogle grimme ord og siden de var så grimme erstattede jeg dem med prik. Så kan I selv erstatte prik med de ord der falder jer ind.

Og hvorfor så grimme ord? Det er ham Manden. Han kan få mig ud i nogle syrlige vendinger når han leger fandango ovre i sit ego-hjørne. Han er SÅ meget enebarn selvom han ikke altid har været det. Men han har i hele sit teenage-liv gjort hvad der passede ham og han var tilpas skuffet og forladt i sin fars fravær, at han lavede et skjold af “din mening rager mig” som han kunne bruge når der blev sat ønsker og krav overfor ham.

Det skjold mødte jeg her til aften og det var ikke et glædeligt (gen)syn.

Jeg sagde til ham, at jeg syntes det var egoistisk af ham, at tage afsted. Men han tog afsted alligevel. For det var åbenbart mere vigtigt at komme til fest end at holde os kørende herhjemme. Jeg sagde til ham, at jeg var træt af at han ikke havde spurgt mig om det var ok og at han så bare forventede, at jeg klarede alt herhjemme imorgen.
Han kunne da sagtens stå op og være på inden han skulle på arbejde.

??

Så blev jeg spydig og sagde, at det ville jeg se før jeg troede på det enjoying my outburst, indeed
Og så blev Manden fornærmet og det var åbenbart det sidste der skulle til – han tog afsted. Og således vender man sit egoistiske træk til at være ægtefællens afgørelse om man tager afsted eller ej. Taadaaa.

Jeg. Er. Så. Træt.

Af ham.

Der sagde jeg det.

Så skrev han alligevel en SMS og “undskyldte” eller noget i den retning. Forklarede sig på en bedre måde og verdammt nu forstår jeg bedre hvorfor det var så vigtigt for ham at komme afsted.

Det ændrer nu ikke på, at jeg synes hans metoder er så belastende, at jeg væmmes hver gang han kører afsted i ego-rillen.

Så sure-mig gider ikke svare på “lad os mødes på midten”-SMS’en.
Ægtefælle-mig tænker, at det nok er det bedste at møde ham der på midten.
Ego-mig gider slet ikke se hans fjæs igen og i øvrigt laver jeg samme nummer overfor ham i næste weekend: “nå hov, havde jeg ikke sagt jeg skulle ud? Det var ærgerligt hva? Du kunne da bare selv have gættet det og ups der missede du din chance for at komme med input. Nå men Hej Hej”.

Vrede. Skuffelse.
Fatter han slet ikke hvad han efterlader i kølvandet på sådan en adfærd? Regner han med, at en SMS med de oplysninger han udelod gør sagen acceptabel? “Nååååå jamen så er det
helt ok, at du legede ego-mand” oveni en lang liste af ego-flips. Not so much.

Men sådan ruller vi herhjemme. Vi snakker ikke ud om tingene og ingen er helt tilfredse eller helt glade. Så går
Vi bare rundt og er mellemfornøjede og bliver gamle før tid. Hurra.

For det er samfundets skyld…

Tags

, , , ,

Husker I det, da man var barn (ung, voksen, anytime), at man sang med på nogle sange og senere hen fandt ud af, at man havde fået helt forkert fat i teksten?

Det er faktisk sådan, at titlen på denne blog er opstået. Jeg mener, det var Gnags eller TV2 som var fremme med denne sang engang i 1990’erne og jeg kan tydeligt huske, at vi hørte den i radioen nede i den klub, jeg gik i. Jeg kan ikke huske, hvornår eller hvordan jeg fandt ud af, hvordan teksten lød, men jeg har sidenhen ofte tænkt på den misforståelse. For jeg kan egentlig godt lide det poetiske i den tekst, jeg hørte og da jeg gik og overvejede hvad denne blog skulle kaldes kom det til mig igen.

Med denne blog vil jeg formidle “sange fra mit skjul”. Skjul er måske så meget sagt, men lidt anonym vil jeg ihvertfald forsøge at være – indtil jeg en dag måske/måske ikke bliver så modig at stå frem og være knapt så anonym 😉

http://www.youtube.com/watch?v=pKzINiQq_6A

Mit varemærke

På Politiken idag er der en nekrolog over en journalist som netop er død. “Mellemøsten blev X’s varemærke”, er overskriften.

Varemærke. Hm. Smager lidt på ordets betydning og bliver en smule modløs og en kende lettet også. For det er dét jeg mangler. Sagt med andre ord, så mangler jeg fokus i mit liv. Jeg ved, hvad jeg har lyst til, men blændes og forvirres af alt det, som man må, bør og gør. “Vil” bliver sat lidt til side og “vil” er ikke så frembrusende eller synlig og kræver ikke af den opmærksomhed, som “bør” får – for “Bør” er bare lidt mere opmærksomhedskrævende end de andre.

Hvad jeg i virkeligheden BØR gøre, det er at gøre det jeg VIL. Ikke hvad jeg TØR. For VIL kræver virkelig meget mod. Og når “bør” har fået så meget opmærksomhed gennem årene, så er det sindssyge mængder af mod der kræves for at skubbe “bør” til side og få “vil” frem i lyset.

Forleden lavede jeg en form for mindmap over, hvad der fylder mine tanker for tiden og på ingen tid havde jeg 18 punkter, hvor de fleste af dem kunne få påført deres egne underpunkter. Jeg så på dette stykke papir og tænke “no wonder, jeg er lidt rundtosset” og grinte lidt af mig selv. For INGEN kan rumme alle de tanker og kom en af mine veninder til mig med et lignende mindmap ville jeg sige, at hun simpelthen var nødt til, at “slukke” for nogle af kanalerne og tage én ting ad gangen.

Og mig selv? Kan man sige sådan til sig selv – og holde det?

Det var nu en gang det jeg gjorde. Sagde inde i mig selv, at jeg må tage én ting ad gangen, én bekymring ad gangen og jeg synes faktisk, at jeg er mere lettet nu. Jeg føler mig ikke så tynget af tanker og bekymringer og angst for, “hvordan det hele nu skal gå”.
Det hjælpes godt på vej af et citat, jeg så hjemme hos min søster (som er et større forbillede for mig, end hun vist lige aner): “Do what you can, where you are, with what you have!”. Jeg elsker det citat og tænker ofte på det, når jeg synes det hele virker uoverskueligt, for det minder mig om, at jeg kun kan gøre så meget ad gangen. Jeg er én person, med 2 arme, 2 ben, én hjerne og ét hjerte. Jeg er ikke noget supermenneske og set i lyset af førnævnte mindmap skulle man tro, at det netop er det, jeg forventer af mig selv. Og så er det, at alt drukner i det forventningspres.

Det bringer mig tilbage til det med mit varemærke. For uden fokus mister jeg blikket for det, jeg vil arbejde mig hen i mod. Alt for længe har jeg bare forsøgt at holde mig ovenvande og navigere i et kaos af tanker, gøremål og what not. SHIT hvor har der bare været meget at tage sig til og det meste har vist bare foregået i mit lille hovede!

Så jeg vil finde ud af, hvad mit varemærke er. Hvad der definerer MIG som person. Hvad der giver mit liv kvalitet, værdi, lykke og glæde. Jeg har allerede en klar idé om, hvilke elementer der skal med på den liste og det varmer helt at gøre det her for mig selv, for det er så vigtigt. Man skal virkelig huske at have sig selv med i sit eget liv. Så vigtigt ❤

Anonym vs. offentlig

Da jeg lige havde postet mit første indlæg og skulle se, hvordan min blog fremstod så jeg, at mit navn stod lige dér. Helt frit fremme.

Mit fornavn er ganske almindeligt, mellemnavnet ikke helt så almindeligt. Sammen står de helt unikt, for jeg er den eneste i DK med de to navne. Så kommer der nogen forbi denne blog, som kender mig – så ved de hvem afsenderen på de kommende indlæg er.

Ønsker jeg det?

Egentlig ikke, for mit ønske med denne blog er blandt andet, at få sat ord på nogle tanker som ikke kommer ud “i virkeligheden”. Hvis jeg ved, at der vil være læsere på denne blog som har en relation til eller en reaktion på de tanker jeg deler herinde, så vil jeg nok komme til at sortere i, hvad jeg skriver. Det er jo ikke meningen. Meningen er, at det her skal være MIT frirum.

På den anden side, så er jeg stor fortaler for, at man deler hvad man har på hjerte. Har man et problem med en person, så går man direkte til denne person og får løst problemet. Kommer videre.

Det er så heri mit dilemma ligger.

Jeg er ikke en ligefrem person af natur. Jeg føler mig frem og vil helst ikke træde nogen over tæerne. Har jeg et problem med en person, så tilpasser jeg mig og vil meget nødigt “kræve” plads. Det er ikke en gang noget jeg tænker over – jeg gør det bare. De få gange i mit liv jeg har taget mig plads har det været forbundet med en masse ubehag fra min side og tanker om, at “folk ikke kan lide mig mere”. Det er rent ud sagt noget forbandet vrøvl, for den stærke side af mig ved godt, at hvis nogen har et problem med det, så er det deres egen sag at sige fra. Ligesom det er min sag, at sige fra.

Well, jeg lader i alle fald lige mit officielle navn stå lidt endnu og overvejer, hvad jeg gør.

Hvad pokker er det, det hedder, når forfatterer skriver under et fiktivt navn? Pseudonym? 

Se, det var en mulighed.

Det første skridt er altid det største, ikk?

Or so it is, in one’s mind.

Men her er jeg. Noten med blog-emner fortæller mig, at jeg er mere end klar til at pøse mine tanker ud i blogland. Også de forbudte. Også de tunge. Ej at forglemme de glade. Og de debatterende. De kreative kommer måske også forbi.

Mest af alt er det bare tanker, som der er så uendeligt mange af. Betragtninger. Overvejelser. Frygt. Angst. Håb.

Det er svært for mig at tage mig tid til at gøre de ting, som JEG har lyst til. Dette er så en af de ting, som jeg efterhånden ser som uundgåeligt. Jeg VIL skrive. Så det her bliver stedet 🙂